Efter missionskonferencen havde vi to fridage i Arequipa, til at se byen. Vi så bl.a. et kloster der hedder Santa Catalina. Det var et gammelt nonnekloster, som nu er museum. Meget spændende, og så synes vi også at det var på tide at vi blev lidt mere finkulturelle i det. Bagefter satte vi os ind en tilfældig taxi, og spurgte om chaufføren ville køre os ud til nogle gamle møller, vi havde hørt om. Undervejs begyndte han at fortælle om alt muligt kulturelt, og han stoppede op nogle steder, så vi kunne tage billeder af naturen og andet spændende. Da vi kom der ud, tilbød han at vise os rundt der inde, og sådan et tilbud kunne vi ikke sige nej til. Det var rigtigt spændende, og hvis vi ikke havde haft ham med, havde vi nok ikke fået så meget ud af det! Han kørte os så videre til nogle udsigtssteder og andre spændende ting.
Efter to gode dage som turister, var det meningen at vi skulle hjem til Cusco. I mellemtiden opstod der dog en blokade, så det var umuligt at komme til Cusco med bus eller andet kæretøj. Derfor blev planerne meget hurtigt ændret. Vi tog i stedet direkte til Lima for at hente vores carné, et identifikationskort af en slags. Det hele skete på 3 timer, og pludselig sad vi i flyveren. Det havde dog været umuligt at bestille hotel, så vi skulle bare gå rundt og spørge når vi kom frem. Heldigvis fandt vi en venlig taxichauffør, som kørte os rundt, indtil vi fandt et hotel med ledigt værelse.
Fordi vi først kunne komme ind på kontoret efter vores Carné tirsdag, havde vi 3 fridage til at se byen. Man skulle da være et skarn til en kvinde hvis man ikke lige shoppede lidt også, så det gjorde vi! Da det ikke var sjovt mere, besluttede vi os for at lege turister endnu en gang. Vi fandt en turistbus, som kørte en tur rundt til alt det vigtigste i byen. Det var en sjov og spændende tur. Da turen var færdig, stod Charlie Chaplin uden for bussen – der sker mange sjove ting i en storby!
Feriens højdepunkt var dog at vi fandt en biograf, hvilket ikke er normalt i Peru! Så vi var inde og se Mama Mia med alle de gode gamle ABBA sange!
Tirsdag skulle vi så op på kontoret efter vores Carné. Men det er jo lettere sagt, end gjort! Det tog omkring 4 timer, hvor vi det meste af tiden sad og ventede i et venteværelse! - velkommen til Peru! Her går alting i et lidt andet tempo end vi er vant til fra Danmark. Til sidst fik vi det dog, og nåede lige akkurat vores fly. Vi kom helt til at savne Cusco efter næsten at have været væk i 2 uger, så gensynsglæden var stor!
(Også her gælder det, at billeder kommer senere, da det ikke lige virker nu!)